- Nyheder

Bee Hive - enkel og raffineret

Design: Harrit-Sørensen

Inspireret af de traditionelle japanske lamper, er Bee Hive en lampe der skaber en naturlig ro omkring sig. Den kan stå på reposer, i vindueskarme eller blot på gulvet. Designerne har leget med Le Klints klassiske dobbelt plissé, der i denne lampeskærm er lagt vandret og zigzagger rundt om det minimalistiske, Ponti inspireret, træstel. Et romantisk slægtskab til klinkbeklædte bistader har givet navnet; Bee Hive.

Lampen kommer i håndfoldet papir med træstel i lys olieret egetræ. Bee Hive er en lampe som formår at udstråle luksus og minimalistisk elegance på en og samme tid. Materialer og fremstilling hylder tidens bæredygtige filosofi med kun et beskedent materialeforbrug, lang holdbarhed og med mulighed for reparation hvis dette skulle blive nødvendigt.

Det bløde og organiske lys spredes gavmildt fra alle fire sider og fra den integrerede diffuser som hviler smukt på øverst på træstellet, fordeles det opadgående lys formidabelt.

Bee Hive kombinerer med sin enkelhed og raffinement japanske og danske designtraditioner i et smukt og tidløst formsprog, der vil kunne finde anvendelse i næsten alle sammenhænge hvor lys spiller en rolle i indretningen.