- Nyheder
343 Smoked
Klassiker i nye klæder...
I 1962 blev bordlampen fra Le Klint, med navnet Model 343, tegnet af Gunnar Billmann Petersen. Lampen var specielt udviklet til Le Klints klassiske håndfoldede lampeskærme, og i dag er den smukke bordlampe i transparent glas stadig i produktion hos Le Klint. I mange år har bordlampen haft en karakteristisk grøn farve, men lampen har også tidligere været på markedet i forskellige andre farver. I anledningen af 60-års jubilæet for Model 343 lancerer Le Klint nu bordlampen i farven Smoke.
Farvebevidst arkitekt og grafiker
De fleste lamper fra Le Klint har hvide skærme kombineret med stel i træ, messing eller stål, men Model 343 har en fod lavet af mundblæst glas, og i mange år var bordlampen det eneste farverige indslag i Le Klint kollektionen.
Men det er ikke tilfældigt, at Model 343 er i farver, for bordlampen er designet af den farvebevidste arkitekt og grafiker Gunnar Biilmann Petersen. Biilmann Petersen var en af dansk designhistories helt store navne.
Han var uddannet på Kunstakademiets dekorationsskole og arbejdede derefter som arkitekt, men han er især kendt for hans indsats på det grafiske område, som spænder vidt fra grafik og plakater, pengesedler og logos til formgivningen af Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus. Ved siden af sit arbejde på tegnestuen beskæftigede Biilmann Petersen sig med undervisning og forskning, og han blev i 1951 Kunstakademiets første professor i design.
Håndfoldede skærme
Model 343 passer til Le Klint's håndfoldede skærme med navnene Le Klint skærm 1-21,1-23, 2-21 og 2-23. Disse skærme er tegnet af Tage Klint i 1943 og er på mange måder en af hjørnestenene i Le Klint's historie. De tager direkte afsæt i Klint-familiens første folderier fra 1901 og har været en vigtig del af sortimentet hos Le Klint siden firmaets begyndelse i 1943. De foldede skærme fås i både papir og i standard folie.
Model 343 Smoke fås hos udvalgte forhandlere og i Le Klint butikkerne og på Le Klint's egen webshop.