Kent

Ud over at være familiefar, arbejder Kent på Le Klints maskinværksted.

Kents arbejde består i at tegne og tilrettelægge de forskellige lamper. Dette sker ved hjælp af et 3D-program som gør det muligt, at gå ned i alle lampens detaljer, således det bliver muligt at se hvilke stumper der passer sammen med hinanden. Samtidig er det Kents opgave at producere de forskellige materialer så produktionsfolkene har de nødvendige redskaber til at folde lamperne.

Når Kent møder ind på fabrikken klokken 7:00, starter han altid dagen med en-tre kopper kaffe. Der efter kaster han sig over arbejdet med at tjekke om alle materialerne er produceret efter hensigten, og mangler der nogle stumper eller lidt værktøj til montagepigerne sætter han straks maskinerne i gang med at producere hvad der måtte mangle. 

Mens de fleste maskiner kører på egen hånd har han så tid til at arbejde med de forskellige tegninger og få lavet et flot 3D-print af dem, så der ikke opstår tvivl om hvordan man samler hver enkelt lampe korrekt.

Kent har arbejdet på Le Klints maskinfabrik i godt 13 år. Da han i sin tid startede med at producere lamper, var der ikke mange  tegninger at producere ud fra. Men idag kan man tegne hver eneste detalje og få lavet et 3D-print af dem, hvilket blot beviser at Le Klint har udviklet sig i de 13 år Kent har været i maskinafdelingen.

Selv efter 13 år er Kent stadig glad for at tage på arbejde hver dag.

Grunden til dette er, at der som regel altid er god stemning mellem ham og hans kolleger og i det hele taget er der god stemning  over hele virksomheden.

Dog kan Kent godt mærke en forskel i disse Coronatider, hvor folk er mere splittet og ikke alle omgås hinanden på tværs af virksomhedens afdelinger som i gamle dage. Men Kent er optimistisk og regner med at tingene nok skal blive normale igen.

Kent synes også at Le Klint har en god arbejdstilgang med plads til alle.   

Citat

"Man føler sig ikke slidt af at arbejde som man måske gør andre steder" siger Kent Andersen og uddyber: "Ikke fordi vi ikke laver noget, men tingene foregår i et tempo hvor alle kan følge med i modsætning til andre produktionsvirksomheder, hvor det hele skal gå stærkt".

Men for Kent er Le Klint naturligvis ikke kun arbejde, og noget han altid ser frem til er julefrokosterne. "Man oplever altid sjove ting og der er ikke to julefrokoster der er ens". 

For Kent er Le Klint efterhånden blevet en slags identitet. Blandt venner og bekendte uden for arbejdspladsen bliver han ofte omtalt som "Kent fra Le Klint".

Hver gang disse ord falder fylder det ham med en vis portion stolthed. "Når det er et godt sted at være snakker man også godt om det, og det smitter af på andre".

Kent er stolt over at arbejde på en virksomhed, hvor der bliver fokuseret på både lampens design, kvalitet og funktion, og netop derfor er han også glad for identiteten "Kent fra Le Klint".

Kent er med årene blevet god til at producere den perfekte lampe, men han husker stadig sin første opgave tilbage i tiden hvor han ved et uheld kom til at lave en messinglampe halvanden kilo tungere end den skulle være. Men som han siger: "Det er en sjov historie man stadig kan snakke om og grine af den dag i dag".

Kent tror at nye folk som kommer til virksomheden med det samme kan mærke den helt specielle stemning som måske ikke er til stede  andre steder, og at man derved hurtigt bliver glad for at arbejde for Le Klint. Af samme grund regner Kent med at blive hos Le Klint til den dag pensionen kalder.