Carl Cornelius Vöge
Arkitektstuderende

Papir, foldning og enkle former
Carl Cornelius Vöge har en særlig interesse for materialer, håndværk og de muligheder, der opstår, når enkle former undersøges og udvikles. Hans arbejde med papirfoldning har været med til at forme hans tilgang til design, hvor materialets egenskaber og konstruktion spiller en central rolle.
Med CV30 har han skabt en pendel, der forener et enkelt, cylinderformet udtryk med en karakteristisk foldet struktur. Lampen forener funktion og form i et arkitektonisk design, der trækker tråde til vores designtradition.
Om Carl Cornelius Vöge
Carl Cornelius Vöge er opvokset i Roskilde og har en særlig interesse for historie, kulturarv og arkitektur. For ham er kendskabet til vores arv et vigtigt udgangspunkt for at kunne fortolke og forny traditioner inden for både arkitektur og design.
Hans interesse for papirfoldning begyndte på Krabbesholm Højskole og fortsatte på Københavns Kunstskole, hvor han arbejdede med papir som led i sin forberedelse til arkitektuddannelsen.
Arbejdet med papir har givet ham en nysgerrighed på materialets muligheder, men også af en forståelse for, at formgivning kræver tilbageholdenhed. Nogle gange handler det om at vide, hvornår man skal træde tilbage og lade formen udfolde sig i sin enkelhed.
Citat
”Papir kan utroligt meget, og det er enormt spændende at udforske mulighederne, men indimellem er kunsten også at kunne styre sig og bare se papiret udfolde sig i al sin enkelthed.”
— Carl Cornelius Vöge
Designfilosofi
Vöges arbejde tager udgangspunkt i materialet.
Han ser ikke materialet som noget, der først skal tilpasses en fastlagt form. I stedet bliver materialets egenskaber en del af selve designprocessen. Det skaber en direkte forbindelse mellem konstruktion, funktion og æstetik.
Denne tilgang kommer til udtryk i CV30, hvor foldeteknikken er med til at definere lampens form og karakter. Med udgangspunkt i papirfoldningens principper skabes en tredimensionel struktur, hvor foldningen ikke blot er dekorativ, men en integreret del af lampens formgivning.
Det giver CV30 et enkelt og arkitektonisk udtryk, hvor form og konstruktion fremstår som en sammenhængende helhed.
Samarbejdet
Samarbejdet mellem Carl Cornelius Vöge og LE KLINT udspringer af en fælles interesse for foldeteknik og håndværk.
CV30 har samtidig en naturlig forbindelse til vores designhistorie. Den cylinderformede pendel trækker tråde tilbage til de japanske papirlygter, som var blandt Klint-familiens tidlige inspirationskilder.
Vöge fortolker denne arv gennem en nutidig og enkel form. Lampen er skabt til at kunne indgå i mange forskellige arkitektoniske sammenhænge – fra hjemmet til større offentlige rum og kirker.
Konstruktionen er holdt enkel. Plisseringerne samles af et stativ, som samtidig bærer fatningen, mens lampens egen tyngde er med til at stabilisere formen.
På den måde bliver konstruktionen en naturlig del af lampens udtryk frem for noget, der skjules.
Designede serier og lamper
Model 177 CV30
CV30 er en cylinderformet pendel, hvor en foldet overflade møder et enkelt, arkitektonisk formsprog. Lampens karakter opstår i samspillet mellem foldning, konstruktion og lys.
Den åbne bund giver et fokuseret, direkte lys nedad, mens lyset gennem lampens sider skaber en blødere belysning omkring den. Der slipper også lys ud gennem toppen, hvilket bidrager til lampens visuelle balance.
CV30 kan stå alene som et roligt element i rummet eller kombineres med flere pendler, hvor gentagelsen skaber rytme og retning. Den enkle form gør lampen velegnet til både private og offentlige miljøer.



