Annette

Annette er en af Le Klints dygtige produktionsmedarbejdere, som nu arbejder på  sit 26. år hos Le Klint.

Annettes primære speciale og styrke ligger i at lave sakselamper, men hun laver også glaslamper og kan i grunden lokkes til at lave de fleste type lamper.

"Men helst sakselamper" hvis hun selv kunne vælge.

Som alle andre produktionsfolk møder Annette altid klokken 7:00, og går så vidt muligt altid hjem tyve minutter over tre. Men bortset fra disse rutiner er der ikke to dage som er ens for Annette. Opgaverne varierer fra dag til dag, og netop derfor synes Annette selv efter 26 år, at det stadig er spændende at tage på arbejde hver dag.

For Annette er det vigtigt at hun laver et produkt som hun først og fremmest selv er tilfreds med, men som naturligvis også skal kunne nå ud til kunderne, og Annette slipper ikke en arbejdsopgave før den er helt fuldendt.

Men samtidig sætter hun altid tid af til at hyggesnakke med kollegerne, og Annettes sociale og udadvendte facon gør at hun snakker med alle.

Citat

"Jeg synes vi har det godt sammen, og virksomheden er god til også at arrangere ture ud af huset. Man er fri til at sige sin mening og ingen slår med pisken".

Udtaler Anette

Annettes kendskab til Le Klint startede ganske tilfældigt, da hun traf nuværende foldestuechef Dorthe Kasper, begge havde de børn hos samme dagplejer.

Annette brød sig ikke om forholdene på hendes daværende arbejdsplads, og ved hjælp af Dorthe fik hun en permanent stilling i Le Klints produktion . Den gang sad hun på sakselampeværkstedet, så deraf kommer hendes helt specielle forhold til sakselamper måske.

Da Annette kom til Le Klint for 26 år siden kunne hun med det samme mærke, at her hørte hun til.

Citat

"Den gang kunne jeg fornemme den altid gode stemning som stadig er her i dag, og det var med det samme tydeligt at folk gik op i hvad de lavede"

Siger Anette

I de 26 år Annette har arbejdet på Le Klint har der været et enkelt direktørskifte.

Dette er dog ikke noget som har påvirket hende meget, da hun primært arbejder under produktionschefen, og det er ham hun går til hvis der opstår problemer. En væsentlig forandring er dog, at hos den tidligere direktør Kurt kunne man få vitaminpiller hver dag, mens nuværende direktør Kim er til den lidt anden side i form af rundstykker, thebirkes og alt godt til ganen.  

Det er Annettes håb, at den nye generation af medarbejdere kan føre den gode Le Klint-ånd videre produktionsmæssigt såvel som socialt. Dette gør man bedst ved at gå ind i det hele med åbent sind, være tålmodig og nysgerrig. Det er også en god ide, at prøve lidt forskellige afdelinger inden man finder sit speciale.

Annette er heller ikke sen til at gøre lidt reklame for Le Klint over for venner og bekendte. Dertil har hun opfundet sit helt eget motto "Køb dansk! Køb Le Klint!".        

Tekst: Jonas Cramer Krogsøe