”Store-Susanne” bliver hun kaldt. Hun er faktisk ret høj, Susanne Kristiansen, men kaldenavnet har ikke noget at gøre med centimeterne på målebåndet. Der er nemlig også en anden Susanne hos LE KLINT. Hendes kaldenavn er ”lille-Susanne”. Forvirrende? Slet ikke… ”Store-Susanne” er nemlig ældst, mens ”lille-Susanne” er yngst. Ja, stor og lille – sådan er det altså blevet for, at vi hos os kan hitte ud af, hvem vi taler om. Og nu er vi så heldige, at vi kan fejre, vi har haft ”Store-Susanne” som kollega i hele 25 år.

Falkeblikket og fingerspidserne

Susannes dagligdag hos LE KLINT er varieret. Ifølge hende selv er det fabrikkens bedste job, fordi hendes arbejde er så alsidigt. Primært befinder hun sig i kvalitetskontrollen, pakkeriet og på lageret. Med de mange år på bagen i virksomheden sidder hendes fornemmelse for kvalitet både i fingrene og i hendes falkeblik. Som et af de sidste led, inden lamperne sendes ud på deres rejse, skal de igennem kvalitetskontrollen og Susannes flittige hænder. Her vender, drejer og studerer hun lamperne indgående, inden de nænsomt pakkes ned i en kasse, som efterfølgende bliver gjort klar til afsendelse.  


Susanne kan med det samme mærke med hendes fingerspidser, om der er noget galt med fx lampens syning. 

Koordinator med overblik

Susannes arbejdsstation befinder sig tæt på både administrationen, foldestuen og forsendelsen. Derfor gælder det om at have det store overblik, når hun i kollegernes forbifart må svare på spørgsmål som: ”Hvilken vej gik Dorthe?” eller ”Har vi den og den lampe på lager?” Hos kollegerne værdsætter de Susannes hjælpsomhed højt, for hun står altid klar med en ekstra hånd. Når Susanne holder fri, holder hun også en hotline åben – blot hvis kollegerne skulle have et spørgsmål, de mangler svar på.

Flere tangenter at spille på

Hos LE KLINT nyder vi ikke kun godt af Susannes kompetencer på hovedkontoret og fabrikken. Hvis du kan genkende hende, er det måske fordi, du har set Susanne i vores Flagship Store & Showroom i København. Her assisterer hun indimellem i butikken. Oprindeligt er hun butiksudlært inden for belysningsbranchen. Denne uddannelse kombineret med Susannes viden og erfaring med at håndtere lamperne betyder, at hun kan vejlede butikkens besøgende på bedste vis.

Familietid er den bedste tid

Privat bor Susanne sammen med sin mand, som hun har kendt, siden hun var 17 år. De har en datter, en søn og et barnebarn. Susanne holder meget af at tilbringe tid sammen med familien, når hun ikke er på arbejde. Kollegerne kan hun dog heller ikke helt slippe i fritiden. Der er nemlig ofte musicals-ture på programmet. På én af turene havde kollega-flokken indlogeret sig på femte sal på et hotel i København, og her blev det til lidt motion på trapperne, da Susanne ikke er begejstret for elevatorer. De var netop gået til køjs, da brandalarmens sirener gik i gang. Gruppen tog det dog med ophøjet ro, men Susanne tog alligevel trapperne (i nattøj og bare tæer) ned i receptionen for at se, hvad der var los. Hun måtte på en gåtur på trapperne igen og fortælle kollegerne, at de var blevet bedt om at komme ned. Da de alle var kommet ned, fik de at vide, at de godt kunne gå op igen, og at situationen var under kontrol, heldigvis.  


Kollegerne har pyntet med flag og balloner på Susannes arbejdsplads. 

Den 16. maj 2019 fejrer hele LE KLINT-teamet Susannes 25 år på matriklen i Odense, men den næste store begivenhed er også allerede at finde på siderne i kalenderen, nemlig weekendens picnic med barnebarnet, når legehuset skal indvies med saftevand og pølsehorn.