Gunnar Biilmann Petersen

Arkitekt, 1879 - 1968

Gunnar Biilmann-Petersen er en af dansk designhistories store skikkelser. Han var uddannet på Kunstakademiets dekorationsskole og virkede derefter som arkitekt, men hans væsentligste indsats kom til at ligge på de grafiske kunstarters område.

Hans arbejde spænder vidt fra grafik og plakater, pengesedler og logos til formgivningen af Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus.

Ved siden af sit tegnestuearbejde beskæftigede Biilmann-Petersen sig med undervisning og forskning, og han blev i 1951 Kunstakademiets første professor i design.

Biilman-Petersen arbejdede med adskillige forslag til bordlamper for Le Klint, hvoraf model 343 stadig findes i sortimentet.

Model 343

Den smukke klassiske glaslampe Model 343 blev designet i 1962 af Gunnar Biilmann-Petersen. Lampen er specielt tegnet til de klassiske håndfoldede lampeskærme. Lampefoden er fremstillet i transparent glas, der synliggør lampens ledning som et sort udråbstegn. Lampen fås i dag i grøn, men har tidligere været på markedet i forskellige glasfarver. Dens enkle form korresponderer fint med de hvid plisserede lampeskærme. Model 343's lampefod var i mange år det eneste farverige indslag i kollektionen bestående af hvide lampeskærme og lampefødder i træ, messing og stål, og det overrasker derfor ikke, at den er designet af en farvebevidst grafiker.

Se Model 343 her